Træningssted

Idrætshuset, kunsten og kampkunsten
Idrætshuset på Gunnar Nu Hansens plads er en af de tidlige civile idrætsbygninger i Danmark. Den er den foreløbige kulmination på en række bygninger til idræt startende med øvelseshuset 1884 af Martin Nyrop og Andreas Bentsen på Vallekilde højskole, og Helle Gotveds gymnastiksal på Vodroffsvej fra omkring 1898 samt B93 tennishal fra 1911 ved siden af idrætshuset.

Idrætshuset er opført 1911-1914 som en del af Københavns idrætspark. Bygningen er tegnet af arkitekt Søren Lemche, og ingeniøren var den navnkundige Eduard Suenson.

Anlægget udbyggedes fra 1911 frem til omkring 1935 og var på dette tidspunkt et af de største anlæg i verden.

Det omfattede således på dette tidspunkt atletikstadion med idrætshuset, der indeholder en stor sal med 2000 pladser til brug for brydere, boksere, gymnaster og fægtere, samt mindre træningslokaler for brydere, boksere og vægtløftere.

Svømmehal, i neoklassicisme 1929-30 ved arkitekterne A. Wittmaack og V. Hvalsøe, oprindelig med plads til 1000 tilskuere. Denne er istandsat og ombygget omkring år 2000 af arkitektfirma KHR.

Hertil kom fodboldbane med tribuner til ca. 35.000 tilskuere samt tilhørende bygning til omklædning med overdækkede siddepladser.

Indgangen til idrætsparken vendte mod Østerbrogade, idet man gik ind gennem Portalen i Art Deco stil fra 1926. Arkitekterne var også her A. Wittmaack og V. Hvalsøe. Portalen er mod Østerbrogade flankeret af Park bio og Park cafe på den ene side og af en sportsforretning på den anden.

Idrætshuset Idrætshuset er indrettet til udøvelse af en række idrætsgrene. I kælderen er der lokaler til vægtløftning. En del er indrettet til vægttræning for øvrige idrætsudøvere. Desuden er der omklædningslokaler, depot, arkiv, lager og varmecentral.

I stuen er der foyer til et centralt område, der oprindeligt var tiltænkt til opvarmning. Området bruges stadig til disse aktiviteter. I hver ende er der 1 sal. Disse sale har oprindeligt været anvendt til boksning/brydning. I dag anvendes de til forskellige østlige kampkunstsystemer. Desuden er der forskellige kontorer, et mødelokale, publikumstoiletter, og i en forhøjet etage (mezzanin) er der omklædningslokaler.

På 1. sal findes den helt enestående store sal. Salen var oprindeligt udstyret til gymnaster, men anvendtes også til bokse og brydestævner.

For hver ende af store sal er der 1. sal der har været anvendt til boksning/brydning. Disse anvendes ligeledes til kinesiske, koreanske eller japanske kampkunstarter.

På 3. sal er der adgang til tilskuerpladser på balkonerne.

Badefaciliteterne for atletikudøverne var oprindeligt placeret i kælderplan. Gulvene er af Gullandske sten.

Desuden er der badefaciliteter i mezzaninniveau og på 2 sal.

Vindfangets beklædning med travertin, hvori der er placeret et relief af 2 stafetløbere med indskriften ”LEG BLEV TIL IDRÆT- OG IDRÆT BLEV DAAD 1940-45” .

Umiddelbart efter opførelsen af idrætshuset var der placeret 4 skulpturer udfor idrætshuset, og bueskytten i aksen mod Østerbrogade. Senere er der tilkommet 2 skulpturer mere til stadion. Uffe med Skræp og maratonløberen.

Kunsten
Skulpturer: Der er tale om afstøbninger af nogen af de mest berømte skulpturer i verden.

Ved målet,3 nøgne løbere, Alfred Boucher 1850- 1934	Bueskytte, Ernst Moritz Geyger 1861-	Diskoskaster, Myron ca. 450 f.Kr.
Nævekæmperne, Kreugas og Demoxenos, Antonio Canova 1757-1822.

Om Kreugas, der blev olympisk mester skriver nat. Mus.
”To boksere Demoxenos og Kreugas havde kæmpet hele dagen. Det var den endelige kamp om, hvem der skulle vinde den ærefulde olivenkrans. Da det var ved at blive mørkt, og ingen af dem syntes at vinde, indgik de en aftale om at skiftes til at slå på hinanden til den første segnede. Først slog Kreugas Demoxenos i hovedet. Derefter bad Demoxenos Kreugas om at løfte armene, og han slog ham så hårdt mellem ribbenene, at han kunne pille indvoldene ud. Kreugas døde med det samme. Dommerne mente dog, at Demoxenos snød, og tilkendte Kreugas sejren. Dermed er Kreugas den første olympiske mester, der fik tilkendt sejren - efter døden”.

Spydbæreren, Doryphoros, Polykleitos ca. 450 f.Kr. og Skraberen, Apoxyomenos, Lysippos ca. 300 f. Kr.

Doryphoros betyder spydbæreren. Det er Polykleitos´s mest berømte skulptur.
Apoxyomenos betyder skraberen. Han har smurt sig ind i olie og står nu og skraber det overskydende olie af.

Også her er der tale om Lysippos mest berømte skulptur. Der knytter sig den historie til den, at Marcus Agippa lod den opstille uden for varmbadet i et termeanlæg i Rom som kejser Tiberius frekventerede. Tiberius havde jo ret veludviklede lidenskaber, og han forelskede sig i skulpturen så glødende, at han tog den med hjem i sit soveværelse, og stillede en anden skulptur uden for varmbadet. Men folket lod sig ikke nøjes, og i Roms teater råbte de ” Vi vil have Apoxyo” så Kejser Tiberius måtte føje sig

Uffe med sværdet Skræp, Axel Hansen. Uffe hin spage sagde aldrig et ord, før det blev nødvendigt. Hans fader Vermund er blevet udfordret af sakserkongen. Men da Vermund er gammel og blind kan han ikke tage udfordringen op. Da melder Uffe sig og siger, at han nok skal tage sig af det. Uffe er meget stor, og det er svært at finde en brynje, der kan passe ham, og endnu sværere at finde et sværd, der kan holde til, at han svinger med det. Derfor beslutter Vermund, at grave sit gamle sværd skræp op igen. Det er skørt af ælde og rust, og Uffe tør næppe svinge det. Vermund råder ham da også til at lade være, indtil det er nødvendigt.Dagen oprinder, hvor Uffe skal møde sakserkongens søn, og han opfordrer endda til, at sakserkongens søn tager sin bedste kriger med til at hjælpe sig

De mødes ude på en holm alle tre. Først går sakserkæmpen frem, men Uffe svinger sværdet skræp og hugger ham midt over. Vermund var blind, men ikke døv og han genkender sit gamle sværds klang.
Nu ægger Uffe kongesønnen til at gå mandigt frem, og ikke stå tilbage for sin simple følgesvend. Og da kongesønnen tager mod til sig, og går løs på Uffe, kløver Uffe ham med sit andet sværdslag fra top til tå. Vermund hører atter klangen af skræp, og hans mænd kundgør ham ivrigt kampens udfald.

Jeg vil tro at Uffe står her for at minde os om, at der også oprindeligt var fægtere i idrætshuset.

Vi har sejret Marathonløber, Marius E. Jørgensen. År 490 f. kr. går ca. 100.000 Persere i land ved Maraton, hvor de møder en hær på kun 10.000 Grækere, men under Miltiades´ ledelse slår de Perserne tilbage. Maratonløberen løber de 42 km fra Maraton til Athen. Da han når frem råber han ”vi har sejret” hvorefter han falder død om af overanstrengelse.