Østlig kropskultur og kampkunst

Østlig kropskultur og kampkunst

For at forstå østens kropkultur er man nødt til at vende blikket til det indiske område. Situationen for ca. 2500 år siden er den, at Indien er opdelt i 4 klasser eller kaster. Det er

1. Brahminerne (præsterne), som står for den åndelige magt.
2. Ksatreya (krigerkasten), som står for den verdslige magt.
3. Vaisya som var bønder, handlende og håndværkere.
4. Sudra kasten var de almindelige arbejder og til sidst
5. De kastløse, de urørlige.

Ksatreya kasten var organiseret i familier og klaner som i hovedsagen beskæftigede sig med deres kunstarter med henblik på højere åndelige mål.

Af denne grund havde de en højt udviklet æreskodeks. Dette er senere smittet af på både de Japanske samuraier og de europæiske ridderordner.

Militæret havde 4 faggrupper stridsvogne, elefant divisioner, kavaleri (bueskytter) og fodfolket. Gruppernes våben varierede svarende til det anvendelige i de enkelte fag. Det samme gjorde deres træningsformer.

Der anvendtes en rækker forskellige våben i krigssituationer. Mest karakteristisk var den såkaldte Vajra en kølle, som i den pikkede version kaldtes for tordenkilen.



Af andre våben kan nævnes spyd, slynger og buer.

Med hensyn til ubevæbnet kamp udviklede Ksatreya kasten et system kaldet Vajramukti, som betyder tordenkile næven. Det var et system, som kombinerede brydning, kast, slag, stød og taktik for at undvige. Et komplet kampsystem.

I fredstid foregik Vajramukti træning ved brug af serier af angreb og forsvar. Disse serier kaldtes for Nata.

Nata træning var anerkendt som et åndeligt studium. Dens guddommelige repræsentant var Nataraja (Shiva), som repræsenterede oplysning ved fysisk og mental koncentration. I kunsten ses han ofte med en særegen håndstilling Mudra kaldet Abaya mudra, som betyder ingen frygt og ofte samtidig Varada mudra, der betyder jeg tilgiver alt.

Abaya mudra udføres normalt med højre hånd i en cirkulær bevægelse hvilket betød at ethvert angreb blev afværget på en uskadelig måde. Denne Mudra repræsenterer derfor det ultimative uselviske selvforsvar.



Med tiden blev de lange vanskelige Nata opdelt i simplere korte serier kaldet Pratima, som kunne være en enkel øvelse i at forene ånd sind og krop til en totalbevægelse.

Den centrale mening med Pratima var at åbenbare og genkende udøverens Sthana eller stilling. Med Sthana menes der udøverens fuldstændige selvforståelse gennem at stå i den aktuelle stilling.
At træne stillinger blev ofte anvendt i Vajramukti udøvelse. Det kaldtes for Samasthana, som betyder form. De repræsenterede en række øvelser til at følge, blande sig ind i og opløse de forskellige stillinger fysisk og mentalt i bevidsthed om den store enhed og opleve totaliteten.

Det er her vigtigt at gøre sig klart, at Shakyamuni, den senere Buddha, var født ind i Ksatreya kasten, fordi det var en buddhistmunk Da Mo, der omkring 525 bragte elementer af denne praksis til Shaolin klostret i Kina.

Det skal desuden huskes, at Shakyamuni var prins af Shakya slægtens leder. Derfor havde han de bedste lærere.

Shakyamuni begyndte sin træning som kriger i 7 års alderen. Hans lærere var Arata, Kalama, og Rudrakarama samt den berømte Nata mester Kshantideva. Kshantideva oplærte Shakyamuni i boksning, holdegreb, gymnastik og våbenkunst, og den unge Shakyamuni blev en højt uddannet kriger.

Der er mange historier om Shakyamunis kundskaber. I en alder af 10 år kastede han en elefant hen ad jorden, og i den sammentrykning, der opstod i jorden anlagde de lokale en vandkanal.

De øvelser, som blev praktiseret, er ikke i dag kendt af den almindelige offentlighed. I samtiden har de næppe heller været det.

Der er dog visse aspekter som er almindeligt kendt. Det er de såkaldte Mudras eller håndstillinger. De mest almindeligt kendte er Dhyana (på kinesisk chan og japansk zen) den anvendes mest ved siddende meditation. Atmanjali mudra bede håndstilling. Abhaya mudra ingen frygt og Varada mudra jeg tilgiver alt. Desuden selvfølgelig Vajra mudra tordenkile håndstillingen.

	Dhyana Mudra
	Abhaya Mudra	Varada Mudra
	Atmanjali Mudra	Vajra Mudra

I indisk Yoga er der blandt asanasøvelserne flere, som kan minde om kampkunst fx sufi rotation, bueskytten og krigerstillingen.

Da Mo (483-540) kom til Kina omkring 526-527 han tilhørte den ny retning indenfor Buddhismen kaldet Mahayana. Denne retning var karakteriseret ved Bodhisattva idealet dvs. en oplyst, som lader sig genføde for at bringe flere mennesker frem til oplysning. Desuden troede man på pludselig oplysning.

Den Kinesiske kejser Liang Wu kunne ikke lide Da Mo´s ideer om pludselig oplysning. På dette tidspunkt var Teravada traditionen med dens klostre og strenge munkeregler og Arhat idealet stadig noget udbredt i Kina.

Herefter drager Da Mo til Shaolin klostret, som var grundlagt omkring 377 af Teravada munken Pao Jaco.

Her bliver Da Mo meget berørt af munkenes sølle forfatning. De beskæftigede sig kun med åndelig udøvelse og sad i lange og udmagrende meditationer for at nå oplysning for dem selv. Det mindede ham om Buddhas tidlige liv som asket, hvor han nær var død af forsagelse, inden han indså, at dette ikke var den rette vej.

Efter at have mediteret over problemet i sin grotte i 9 år. Kommer han frem med en række øvelser de bør udøve for også at få deres krop med i deres praksis.

Der er tale om et sæt øvelser man kalder for Yi Jin Jing, hvilket betyder muskel og sene forandringer. Xi Sui Jing som betyder marv og hjernevask klassikeren. Det hentyder muligvis til evnen til bl.a. at påvirke Resusspinalvæsken.

Det er kun Yi Jin Jing der er bevaret i en form, som anses for at være troværdig. Yi Jin Jing består i sin traditionelle form af 12 øvelser.

For alle øvelserne gælder, at man står med ca. med skulderbredde mellem parallelle fødder, og let bøjet i knæene som om man er ved at sætte sig ned, men således at knæene er løse. Slap af og vær løs i de 9 led. Ankler, knæ, hofter talje, midje, hals, skuldre albuer og håndled. Men slap ikke så meget af at leddene kollapser.

	1.	Hold hænderne ved siden af kroppen med åbne håndflader, som peger nedad. Fingerspidserne peger fremefter. Hold albuerne let bøjede. Herefter forestiller man sig at man presser håndfladerne nedefter på en udånding og man slapper af på en indånding. Denne øvelse opbygger ki i håndfladerne og håndleddene og de skulle føles varme efter 50 repetitioner.
	2.	Uden at bevæge armene knyttes hænderne med håndfladerne nedad og tommelfingrene pegende ind mod kroppen. Herefter forestiller men sig at man spænder knytnæverne og skubber tommelfingrene bagud under udånding og slapper af under indånding.
	3.	Igen uden at bevæge armene drej knytnæverne så håndfladerne peger mod hinanden placer tommelfingrene over fingrene som i en normal knytnæve. Herefter forestiller man sig at man spænder knytnæverne når man ånder ud og slapper af når man ånder ind. Muskler og nerver stimuleres i armene og der opbygges ki her.
	4.	Stræk armene lige ud foran kroppen, håndfladerne peger stadig mod hinanden ligeledes stadig en normal knytnæve. Herefter forestiller man sig at man spænder knytnæverne når man ånder ud og slapper af når man ånder ind. Dette bygger energi/ki op i skuldre og bryst
	5.	Stræk armene lige op, håndflader peger mod hinanden. Herefter forestiller man sig at man spænder knytnæverne når man ånder ud og slapper af når man ånder ind. Dette bygger energi op i skuldre nakke og sider.
	6.	Sænk armene så overarmene er parallelle med jorden, albuerne er bøjede, knytnæverne ved ørerne og håndfladerne fremad. Herefter forestiller man sig at man spænder knytnæverne når man ånder ud og slapper af når man ånder ind. Dette bygger energi op i siderne, brystet og overarmene.
	7.	Stræk armene ud til siderne med håndfladerne vendende fremad. Herefter forestiller man sig at man spænder knytnæverne når man ånder ud og slapper af når man ånder ind. Her opbygges energi i skuldre, bryst og ryg.
	8.	Stræk armene frem foran kroppen med håndfladerne mod hinanden, men med albuerne let bøjet så der skabes en rund virkning med armene. Herefter forestiller man sig, at man spænder knytnæverne når man ånder ud, og slapper af når man ånder ind
	9.	Træk næverne mod kroppen ved at bøje albuerne. Næverne er lige ud fopr ansigtet. Herefter forestiller man sig, at man spænder knytnæverne når man ånder ud, og slapper af når man ånder ind. Øvelen er næsten som nr. 6 men næverne er længere fremme så det er nogle andre muskler, der trænes. Energi flowet øges i armene.
	10.	Løft underarmen til lodret. Knytnæverne vender fremad og overarmene er parallelle med gulvet. Herefter forestiller man sig, at man spænder knytnæverne når man ånder ud, og slapper af når man ånder ind. Her opbygges energi omkring skuldrene.
	11.	Med albuerne bøjede sænkes knytnæverne til de er udfor maven, håndfladerne vender nedad. Herefter forestiller man sig, at man spænder knytnæverne når man ånder ud, og slapper af når man ånder ind. Dette er den første regenereringsøvelse.
	12.	Løft armene lige ud foran kroppen, håndflader er åbne og vender opad. Herefter forestiller man sig, at man løfter når man ånder ud, og slapper af når man ånder ind. Dette er den anden regenereringsøvelse.

Efter disse øvelser er det vigtigt, at man udfører afslappende øvelser, som fordeler energien, eller lægger sig, og slapper helt af et par minutter.

I disse øvelser er der ikke tale om en egentlig spænding afspænding kun om en forestilling koordineret med ens vejrtrækning. Øvelserne styrker kredsløbet, idet venepumpen bliver aktiveret. Dvs. muskulaturens evne til at pumpe det af iltede blod tilbage til lunger og hjerte.

Desuden er der tale om en indre bevægelse. Disse indre bevægelser er hemmeligheden bag eksplosiv kraft og fx jernskjorte qigong.

Til at begynde med bør man ikke udføre disse øvelser 50 gange pr. øvelse 10 gange er mere realistisk.

Hvis man træner disse øvelser med en egentlig spænding, afspænding vil man efterhånden opbygge en betydelig muskeltonus. I så fald kaldes øvelserne bondeøvelser, idet bønderne brugte dem til at styrke deres evne til at gribe fat om og løfte tunge byrder.

I dag er de udbredte systemer lidt anderledes. Der er færre stillinger, og man bruger normalt åbne hænder ligesom hele kroppens muskulatur aktiveres på én gang. Zhang Zhuang (udtales i det nordlige Kina nærmest Djan Djong) har i de senere år fået en vis udbredelse.
Spænding, afspænding i hele kroppen koordineret med vejrtrækningen er en afgørende kvalitet i det, som man indenfor aikido, kalder for kokyo ryoko vejrtrækningskraft.

Buddhismen kommer til Japan omkring år 550. Til at begynde med er det kinesere, der hjælper med at indføre den, idet de ledende japanske munke foretager en del rejser til Kina for at studere. I denne forbindelse kommer hele denne kropskultur til Japan.

Efter Da Mo var der en vis udveksling mellem buddhistiske og taoistiske klostre. Den næste betydningsfulde udvikling sker efter traditionen under Song Hui Zong dynastiet omkring 1100. Efter sigende så Wudang Taoisten Chang, San-Feng en skade og en slange kæmpe og havde en pludselig forståelse, hvorefter han skabte Taijiquan.

Efter sigende hed kunstarten oprindeligt ”Lao San Dao” De gamle tre hug eller veje. Man ser for sig fuglen pikke efter slangen med sit næb, men slangen undviger fuglen pikker igen slangen undviger igen, men denne gang får den ladet op kan selv hugge.

Denne bevægelse er først ekspansiv stigende og roterende i den ene retning, derefter kontraktiv faldende og roterende i den anden retning, hvorefter hugget kommer. Åndedrættet koordineres med bevægelsen. Det samme gør den ovenfor nævnte spænding afspænding. I Taiji hedder bevægelsen karakteristisk nok for ”grib fuglens hale”.

Bevægelsen går igen i de fem elementer Træ, som det ekspansive, metal som det kontraktive, ild som det stigende, vand som det faldende og jord som symbol på det roterende. Der er tale om et rumligt Yin og Yang tegn. Denne form ses også i fx en spiralgalakse. Det er derfor man taler om Taiji som det store ultimale.

I Taijiquan forefindes en lang række af de ovennævnte mudras, fx Abhaya mudra og varada mudra i del vildhests manke. Adskil højre fod er som de mange skulpturer af Nataraja (Shiva). Da Mo`s første øvelse er den som man åbner Yangstil Taijiformen med.

Overalt gennemtrænges formen af ”grib fuglens hale” bevægelsen dvs. evige rumlige Yin og Yang tegn. Nogle gange er de store og involverer bevægelse af hele kroppen, andre gange er de små som en håndbevægelse, skønt hele kroppen stadig er bag selv den lille bevægelse.

Indenfor Aikido taler man om, at bevæge sig som universet bevæger sig, og det er netop denne bevægelse, i dens mangfoldige variationer, der tænkes på. I aikido findes den fx som tai no henko eller tai sabaki tai sabaki irimi.