|
Artikler |
COPENHAGEN
AIKIKAI
Aikido er en fysisk og spirituel vej til at opnå en fredelig og harmonisk verden. Ai betyder harmoni, forening, kærlighed. Det manifesterer sig bl.a. som medfølelse, indføling og eftergivenhed. Ki
er et udtryk for livet i bred forstand. Det favner de individuelle
livsprocesser i et menneske Do
betyder vejen og er i snæver forstand det man foretager i
en træningssal (dojo). Ankomst,hilsen, meditation, opvarmning,
fremførelse af begreber, eksemplificering, opøvelse, I bredere forstand er det vejen til at komme i harmoni med universets naturlige virkemåde. Indledningsvis
optrænes man i at sidde, stå, gå, dreje sig, åndedrætsøvelser,
Som
klassiske teknikker uføres de fleste af dem på 2 måder
omote, ura eller Da alle teknikker kan udføres båd til højre og venstre giver det over 300 basale teknikker eller kombinationer. Foruden med kroppen kan samtlige teknikker udføres både med sværd (bokken), stav (jo). Desuden i alle tænkelige kombinationer. Dette nærmer sig op mod 2000 kombinationer. Mange klubber anser disse teknikker som et basalt pensum, der skal indøves. Med jævne mellemrum afholdes der prøver, og man får tildelt grader som et udtryk for, hvor meget man skønnes at kunne af pensum. I Copenhagen Aikikai ser vi teknikkerne som midler til at nærme sig et mål nemlig kundskaben aiki. Alle træningsmåder eller veje, der fører mod aiki er ligeværdige. Aiki dvs. at komme i harmoni med livet i og omkring én er målet. Der er 3 vigtige principper. 1.
At falde ind i eller blive eet med en bevægelse. Disse 3 principper kan manifestere sig som én af de 2000 teknikker. Men de 3 principper kan desuden manifestere sig på uendelig mange måder og være aiki. I forhold til det uendelige er selv 2000 teknikker ingenting. Dette betyder at teknikkerne i sig selv er uinteressante. Kun kvaliteten aiki er interessant. I de avancerede faser udviskes grænserne mellem angreb og forsvar og bliver til eet. En hver angrebsteknik kan anvendes som forsvar mod en forsvarsteknik, som da anses for at være en angrebsteknik. Der er en fare for, at aikido kommer til at handle om at opøve teknikker, blive testet i pensum og gradueret. Visdomsbøgerne kommenterer dette. I Tao Tse King hedder det ” Den vej, der kan defineres, er ikke den absolutte vej. Det navn, der kan nævnes er ikke det evige navn. ” Det peger på det udsigtsløse i at fokusere på et endeligt pensum. At lade sig måle og teste er ligeledes begrænsende. I Lukas kapitel 11 vers 33 står der om ”legemets lys”. ” Ingen tænder et lys og sætter det ned i kælderen eller ind under en skæppe; man sætter det i en stage, så de, der kommer ind, kan se lyset. ” En skæppe var det mål som mølleren anvendte for at afmåle landmandens korn, således at han kunne få den rette mængde mel tilbage. Lyset er det vi ved, det vi kan , det vi gør, det vi føler, det vi tænker, det, der strømmer og pulserer i os. Vores viden, kundskaber og præstationer bør vi ikke sætte under mål. Sætter man et lys ind under en skæppe kan man ikke se det. Men hvad værre er, lyset kvæles og dør af åndenød. Aikido er jo oprindeligt en Japansk kunstart. Som sådan har den indlejret en række japanske symboler. Her er lyset et af de højest skattede. I en dojo forefindes en shint. Det er egentlig en hylde eller et bord med en lille model af et Shinto skrin. Inde i skrinet står der ofte et lille spejl. Spejlet er et af de 3 kejserlige regalier i Japan, og det helligste. Dette skyldes, at spejlet blev anvendt til at lokke lyset frem. Historien er den, at vindguden Susa No Wo havde opført sig utilstedeligt overfor sin søster solgudinden Amaterasu. Derfor havde hun lukket sig inde i en klippehule, og der var blevet mørkt i hele verden. De øvrige guder foranstaltede af denne grund en fest, hvor en skøn gudinde dansede for dem således, at de blev stærkt opstemte. Amaterasu
åbnede derfor grotten lidt på klem, og spurgte, hvad
der foregik. Guderne fortalte da, at de havde fundet en ny og meget
skønnere gudinde. Amaterasu blev mere nysgerrig, og kom frem
i grottens åbning, hvor guderne havde bragt et spejl frem,
så hun så sig selv. Amaterasu blev overvældet
og et øjeblik uopmærksom, hvorved en stærk guddom
kunne gribe hende og trække hende frem, mens en anden guddom
spærrede vejen tilbage til grotten. Men kan se aikido træningen som en dans, for at lokke lyset frem. Dvs. for at opnå viden og kundskaber med henblik på at skabe en bedre verden. Alt i tilværelsen handler om at forene det individuelle med det universelle. Meningen i Aikido er at forene udøverne. På denne måde bør Uke ses som en repræsentant for hele universet. Fænomenet kaldes sommetider for afhængig oprindelse. En aikido udøver (aikidoka) er afhængig af sine træningspartnere for at udvikle sig. I Copenahgen Aikikai træner beyndere og øvede sammen. Hvis der ikke var nybegyndere, ville man aldrig forstå ens egen udvikling. Derfor lærer den erfarne aikidoka om sig selv af nybegynderen. Nybegynderen er den egentlige lærer. Sønnen er forældrenes fader, thi før han blev født var de ikke hans forældre. I starten er det vigtigste at engagere sig i træningen og efterhånden som teknisk, teoretisk og praktisk viden og kundskaber opbygges, opmuntres udøverne til at supplere deres udstyr i form af gi, bokken, jo og hakama. Det anbefales, at følge træningen hovedsageligt i én klub i omkring 3 år, for at få en rimelig forståelse af principperne og et vist repertoire.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
